søndag den 19. februar 2017

L-a-n-g-t hjem


And we are back! Næsten alt gik nogenlunde som planlagt, og alt er godt.

Men for hulan, for filan og for meget mere i samme dur; der var godt nok l-a-n-g-t hjem.

Dels fordi der bare er langt hjem fra Hong Kong, dels fordi Fruen ikke lige havde læst det kapitel i grønspættebogen, der handler om transit i Shanghai og dels fordi - nå ja, det kommer jeg til.

Vi aftalte med Gemalen, at han skulle ringe og vække os, inden han selv gik i seng torsdag aften.

Op klokken 05:00, breakfast-box leveret 05:30, check ud fra hotellet cirka 06:20. Så de 100 meter til metro-stationen, med toget til Central og skifte til The Airport-Express, som meget heldigt kørte, så snart vi var kommet ombord. Det gav os 10-15 minutter, hvilket viste sig at være meget heldigt.

I lufthavnen fandt vi hurtigt Cathays skranker for aflevering af bagage. Vi havde checket in dagen før på Central. Men kun til Shanghai og ikke videre til København. Check in-damen kunne ikke rigtigt redegøre for, hvorfor vi ikke kunne checke ind hele vejen, men mente, at det kunne vi så gøre næste dag i lufthavnen. Altså opsøgte vi først SAS-skranken, men ung kinesisk SAS-gut sagde:

- But of course - not.

Det gentog han tre gange, uden at vi blev klogere på, hvorfor of course - not. Men det var der ikke noget at gøre ved, så vi afleverede bagagen hos Cathay og skulle så have fat på den igen i Shanghai. Derefter igennem pas- og sikkerhedskontrol, og det tog, på trods af mange åbne skranker, lang tid. Så lang tid, at da vi endelig var igennem, var det allerede tid for boarding. Helt ude i den fjerneste ende af terminalen. Heldigvis kunne vi hoppe på en shuttle, som hurtigt fragtede os derud, og vi kunne gå direkte ombord. Men nåede altså overhovedet ikke andet, selv om vi ellers havde regnet med at have afsat tid nok til også at kunne undersøge, om der var noget at shoppe i den tax free.

Cirka to en halv time senere landede vi i Shanghai. Åbenbart næsten ude i en kinesisk mark, for det tog uendelig lang tid at taxie ind til gaten. Endelig ude af flyet var vi lidt på Herrens mark, og jeg håbede bare at kunne følge strømmen gennem lange, lange gange, der så ud til sidst at være vedligeholdt i halvfjerserne. Ved paskontrollen, i en stor miserabelt udseende hal, var der skranker for kineserne selv og andre for Hong Kong-kinesere og nogle få andre, som jeg har glemt. Og helt nede i den anden ende af den store hal, i et hjørne med kasser stablet op til loftet, var der så to skranker for aliens. Jeps, aliens. 

Her stod kun nogle få, men det gik alligevel umådeligt langsomt med at komme igennem. De to skranker var bemandet med hver sin dame i uniformer, der lignede noget fra Nordkorea, og mellem dem gik en overordnet mandlig tolder med helt utroligt mange distinktioner og stjerner på uniformen. Selv om det i princippet var damerne, der ekspederede os igennem, skulle han se alt, og damerne var i virkeligheden totalt overflødige. Da vi nåede skranken, havde vi ikke udfyldt en immigrations-blanket, for vi mente jo, at vi bare var i transit. Men sådan spillede klaveret ikke, så vi udfyldte blanketter med navn, nationalitet, pasnummer, flynummer og hvad ved jeg. Først kom Donnaen igennem. Moderen blev bedt om at holde sig pænt bag den gule streg. Så hun ikke kom med på billedet af Donnaen, viste det sig. Kineserne fik deres billede, og Donnaen fik to stempler i sit pas.

Derefter kom jeg igennem, og så gik det egentlig temmelig glat med at få bagagen og komme videre gennem tolden og ud i ankomsthallen. Problemet var bare, at der skulle vi jo ikke være. Skiltningen var muligvis fin nok, hvis man kunne kinesisk, men vi kunne bestemt ikke se, hvor vi skulle hen. Så vi måtte spørge os for og fandt da også ret hurtigt afgangshallen og SAS-skranken, en etage oppe.

Vi afleverede bagagen. Og så skulle vi igennem hele møllen igen, med omvendt fortegn ...

Da vi nåede skranken, havde vi ikke udfyldt den nødvendige blanket for at komme ud af landet. Det skulle vi. Med navn, nationalitet, pasnummer, flynummer og hvad ved jeg. Så blev der taget nye billeder, og først fik Donnaen og siden jeg endnu et stempel i vores pas. Derefter sikkerhedskontrollen, som var pænt striks, men hvor vi dog slap for at smide bælte og sko.

Og så var vi endelig igennem og kunne marchere ud i den yderste spids af en lang finger for at finde vores gate, hvor vi sank udmattede ned i et par stole og bare afventede boarding en lille halv time senere.

Da alt og alle var klar til afgang, meddelte kaptajnen, at der var så meget trafik, at vi var sat i kø, men at han håbede at være i luften inden for 40 minutter. Det holdt nogenlunde stik, og så kunne vi endelig belave os på at gå helt ned i gear i et lille halvt døgn.

Et par timer senere fik vi det første måltid serveret. Donnaen var hurtigst til at få låget lirket af, så hendes mundskænk nåede ikke at stoppe hende, før hun havde spist et eller flere stykker ananas, der lå camoufleret under sovsen.

Og Donnaen kan altså ikke tåle ananas.

Panik!

Donnaen fik det lynhurtigt dårligt. Formentlig lige så meget på grund af skræk som på grund af ananassen.

Stewardesser blev tilkaldt, madbakker fjernet, sikkerhedsbælte løsnet, piller med antihistaminer fundet frem og taget, inhalator fundet frem og brugt, epi-pen fundet frem og holdt parat. Og så var det ellers bare at prøve at berolige Donnaen. En ældre erfaren stewardesse gjorde en kæmpe indsats. Helt godt blev det dog først, da hun tilbød Donnaen at få ilt. Det så temmelig drabeligt ud med iltflaske og maske, men det hjalp, og der kom efterhånden så meget ro på, at jeg kunne få en ny bakke mad, og stewardessen gik på jagt efter mad uden bivirkninger til Donnaen.

Vi fik selvfølgelig at vide, at vi da bare skulle have bestilt særforplejning, og Donnaen så oprørt på mig over denne utrolige mangel på rettidig omhu fra min side. Og det var selvfølgelig rigtigt nok, men havde bare aldrig før været eller virket nødvendigt, for det er for det meste relativt simpelt at drible uden om kiwi, ananas og nødder.

Men i fremtiden skal Donnaen nok få sin særforplejning, for det føltes alt andet end rart at sidde i tolv kilometers højde og med ni timer til landing med allergiramt og angst barn.

Resten af turen var bare lang, men på en eller anden måde gik tiden alligevel. Vi læste, halvsov, så film, gloede ud i luften, fik endnu et måltid, så en film mere og sov lidt igen.

Og så landede vi i Kastrup. Gemalen stod parat og susede os hjem til det midtjyske, som vi nåede ved 22-tiden, præcis et døgn efter han havde vækket os.

Hong Kong set fra The Peak.

fredag den 10. februar 2017

Ondt i armen og blå i hovedet


Jeg har lidt ondt i armen. Den venstre.

Skyldes den lammer, jeg fik af sygeplejersken nede hos lægerne for et par timer siden.

I virkeligheden er det jo ikke en lammer, men en vaccination mod hepatitis A+B. Nummer to af slagsen, fordi Donnaen og jeg, om alt går vel, damper afsted på vinterferie i morgen.

Egentlig tror jeg slet ikke, at det er nødvendigt med sådan en vaccination, men når Donnaen skal med, og vi allerede nu ved, at hun formentlig skal mere ud at rejse de kommende år, så foretrækker vi at gå med både livrem og seler. Og når vi først er færdigt-vaccinerede om et halvt års tid, så skulle vi være dækket ind i mange, mange år.

Blå i hovedet er jeg mest, fordi jeg er lige ved at blive kvalt i det informations-overflow, som længere rejser giver anledning til.

Især kan alle fly-informationerne stige mig lidt en hel del til hovedet. Der er afgangstider, online-check ind, sædevalg, terminaler, boardingkort, tid til flyskift, bagageregler og titusind andre ting at forholde sig til.

Selv om man bør kunne finde ud af de allerfleste ting selv via internettet, føler jeg hver gang, at blodtrykket stiger, og at min hjerne smelter en lille smule, når jeg prøver at navigere rundt på siderne.

Hvorfor det er sådan, ved jeg virkelig ikke. Jeg prøver at bilde mig selv ind, at det kun kan skyldes mangel på øvelse ...

Derudover skal vi selvfølgelig fra lufthavnen, ind til byen og videre til hotellet, og hvordan gør vi nemmest det? Med toget, the Airport Express. Og så kan vi lige så godt med det samme investere i Octopus-cards, som kan bruges i både tog, metro, busser, færger og alt muligt andet. Alt sammen meget smart. 


Altså når jeg lige har fundet ud af hvor og hvordan.

Det sidste stykke til hotellet bør foregå med en free shuttle bus service, og selve hotellet tror jeg, at jeg har styr på. Jeg har i hvert fald bestilt værelse med udsigt, og så må der vel være vinduer?

Nu mangler jeg så bare at få styr på alt det lav-praktiske såsom tøj, hovedpinepiller og tandbørste, multi-stik og noget at læse i. Det skal jeg også nok nå at blive bare en anelse snurrende over. For det gør jeg jo altid.

- Hvorfor vil du overhovedet ud at rejse, spørger Gemalen hver gang hovedrystende, når han ser mig stæse rundt med et vildt udtryk i øjnene.

- Det er da, fordi det er enormt spændende, svarer jeg og forstår overhovedet ikke, hvad han mener.

Jeg glæder mig jo.

Og nu må I have mig undskyldt, jeg vil lige prøve at checke ind.



PS: Vi skal til Hong Kong. Sgu!