tirsdag den 27. september 2016

Et lille hop den modsatte vej


Oh, hvem der som Ellen kunne tage på pilefletsretreat i Canada med efterfølgende løvfaldstur i amerikanske øst-stater.

Det kan jeg så ikke, men derfor kan man jo godt drømme.

Til gengæld kan jeg tage et lille hop den modsatte vej, med Gemalen til et af hans mange MTB-O-løb.

Denne gang til en ny og uprøvet destination; Kaunas i Litauen.

Ingen af os har været i de baltiske lande, og det bliver spændende at opleve, hvordan der er.

Det betyder tidlig efterårsferielukket på bloggen i en lille uges tid.

Altså, det håber jeg i hvert fald.

For det kræver alt sammen, at Donnaen virker frisk nok til at være alene hjemme. Hun får det hele tiden bedre og bedre, men der er stadig forskel på ville og kunne, og når ville har for meget fart på, giver det bagslag og hovedpine. Det er en daglig balancegang med skiftende præmisser.


Vi håber begge, for jeg har glædet mig til at komme med, og Donnaen har glædet sig næsten lige så meget til at skulle være alene hjemme.

Så kryds lige fingre for, at I ikke ser flere indlæg fra min hånd før en gang i næste uge.

Pasimatysime kitą savaitę.

Det er vist nok litauisk og skulle i følge Google Translate betyde Vi ses i næste uge.

Måske passer det.



fredag den 23. september 2016

Hurra for Den Store Bagedyst og for rare læger


Det var lyst, da jeg vågnede onsdag morgen.

Det skulle det jo ikke være ...

F**k!!

Vækkeuret viste 05:00, men virkeligheden var tyve minutter i syv, så Fruen fik travlt og tænkte, at sådan en dag da umuligt kunne blive god.

Dagen blev dog ret almindelig, og da Donnaen og jeg kunne afslutte dagen med at se Den Store Bagedyst i skøn samdrægtighed, havde jeg svært ved at få armene ned.

Ikke fordi Den Store Bagedyst er ekstremt fantastisk i de indledende runder. Og ikke bare fordi Donnaen næsten kender en af deltagerne.

Men fordi Donnaen overhovedet kunne se fjernsyn.

Det var fantastisk.

Det var første TV-kigning, siden hun fik hjernerystelse. Og det gik godt, hun fik næsten ikke hovedpine.

Dermed var der endelig for alvor fremgang at spore, efter hvad der havde været en virkelig lang uge for Donnaen. Med voldsom hovedpine og skærm- og læseforbud. Med kvalme og lys- og støjoverfølsomhed.

At sove og lave ingenting gik meget godt det første døgn, men allerede derefter blev det temmelig surt bare at ligge stille hen uden at kunne kommunikere med omverdenen. Så Donnaen fik allernådigst lov at sende besked, at skulle hun kontaktes - og det ville hun jo gerne - skulle man ringe til hende.

Den besked gik mildest talt dårligt igennem. De fleste svarede omgående tilbage via snapchat/messenger/sms, og så var hun lige vidt, for se på en skærm kunne hun bare ikke.

Så Donnaen kedede sig.

Gul, blå og grøn.

Og hver gang Donnaen beklagede sig alt for højlydt, fik hun bare besked på at gå ind og hvile sig.

Det holdt ikke.

De mentale sikringer var ved at springe hos alle.

Heldigvis var det muligt at få en tid hos lægen mandag formiddag, og heldigvis hos yndlingslægen, der på familiedoktor-måden kender os alle tre ret godt.

Han skar igennem og fortalte Donnaen, at hun slet ikke skulle høre på alt det ævl, hendes gamle forældre overdængede hende med (sådan sagde han ikke, men det var absolut budskabet), men selv føle efter, hvad hun kunne holde til. Det var okay, at Donnaen prøvede sig frem, bare hun lovede at stoppe, når hun kunne mærke, at hun anstrengte sig for meget.

Det lovede Donnaen og kom straks i bedre humør.

Og Fruen sænkede skuldrene og var ikke længere bekymret for akut nedsmeltning hos hverken sig selv eller andre.

Siden er det gået fremad, og det store gennembrud kom altså med Den Store Bagedyst.

Verden er igen digital og til at holde ud.


Næh, billedet har ikke noget med sagen at gøre.
Og næh, jeg ved ikke, hvad det er for en svamp ...