tirsdag den 23. august 2016

Søde Louis og andre løjerligheder


Det var let nok at finde vores logi i Salzburg.

Det var straks sværere at finde et sted at parkere. Lovligt. En grim p-bøde under viskeren på bilen bag os sad og så afskrækkende ud.

Fruen blev derfor sendt ind for dels at checke ind dels forhøre mig om parkeringsmulighederne.

Det plejer jeg godt at kunne finde ud af, men da jeg kom indenfor, kunne jeg ikke umiddelbart finde nogen form for reception. I et lokale til højre for indgangsdøren sad en mand og spillede guitar. En anden mand sad og småsov med en øl på bordet foran sig. Den spillende mand så mig godt, men spillede videre, og jeg gik derfor længere ind. Ind i restauranten og ind i et andet lokale med spiseborde. Op ad en trappe og ned igen. Ingen mennesker.

Nu lagde musikeren mærke til min søgende adfærd og spurgte, om jeg søgte nogen. Det gjorde jeg jo, og så blev den sovende fyr vækket. Han var temmelig meget rundt på gulvet, og vi skulle først lige have koordineret at tale engelsk, for tysk forstod han ikke, og så hjalp det jo fedt, at jeg førte mig frem på mit bedste skole-tysk. Så undskyldte han mange gange for sin sovende adfærd, jeg fik min nøgle og en forklaring om, at det var okay at parkere udenfor, men at man helst skulle have et parkerings-skilt/-mærke/-ur/-noget, hvilket vi selvfølgelig ikke havde.

Nå men så kunne vi skrive en seddel og lægge i forruden, så ville p-vagten forhåbentlig tage det for gode varer ...

Så jeg skrev fin seddel, vi tømte bilen. Og håbede det bedste.

Det virkede faktisk. Vi fik ingen p-bøde i de tre døgn, vi opholdt os på stedet. Men det virkede altså en anelse løjerligt bare at lægge en seddel i forruden med "Hej hej, vi holder lige her, mens vi er i Salzburg."

En anelse løjerligt var nok det gennemgående tema for Haus Wartenberg. På den venlige, imødekommende, men også ganske boheme-agtige måde. Her tog man virkelig ikke tingene så tungt. Hverken hvad angik nullermænd under sengene, rygeforbud i restauranten eller så meget andet. Donnaen havde det lidt stramt med denne mangel på Ordnung muss sein, mens Gemalen og jeg bare syntes, det var hyggeligt.

Den første aften spiste vi på en restaurant inde i det gamle Salzburg, men anden aften valgte vi at spise "hjemme". Morgenmadslokalet var en lille restaurant om aftenen, og der kom både boende gæster og lokale. Menukortet var fint. På tysk og engelsk. Og når man sammenlignede mellem tysk og engelsk, var priserne ikke nødvendigvis identiske. Nogle retter var billigst på tysk, andre på engelsk. Lidt løjerligt, men hvorfor hænge sig i detaljer?

Maden var lækker, og betjeningen var venlig. Omend ikke helt professionel. En stor dreng på Donnaens alder hjalp til og gjorde det så godt han kunne. Det var bare ikke særlig godt, og ind i mellem forsvandt han helt, og så råbte kokken tværs gennem lokalerne "Louis!", mens han undskyldte over for gæsterne og prøvede at agere tjener, ind til knægten dukkede op igen.

For eksempel ville kokken gerne hjælpe os med vin, men kunne ikke finde den rigtige hvidvin. Med det resultat at han og Gemalen i fællesskab gennemrodede køleskabet i hjørnet for at finde et godt alternativ.

Vi fandt aldrig helt ud af, om Louis overhovedet kunne tale tysk. I hvert fald gik det bedst på engelsk. Hvordan han så var endt som stik i rend-dreng i Salzburg, fandt vi selvfølgelig ikke ud af, men vi udviklede mange spændende teorier desangående og forestillede os, at hans engelske mor havde ringet til sin østrigske fætter for at få ham afsat hen over sommeren: "Du må da nok kunne beskæftige Louis i sommerferien, så skal vi nok gøre dig en tjeneste en anden gang".

Men sød var drengen jo, og al begyndelse er svær. Så vi hjalp ham med at stable de tomme tallerkener og kom glade tilbage og spiste igen den næste aften.


Nej, vi boede ikke på Schloss Mirabell,
men jeg glemte at tage et billede af Haus Wartenberg.

fredag den 19. august 2016

Koldt på toppen


Vejret havde været skønt i Slovenien, og det var lidt ærgerligt at skulle køre til Salzburg, for vejrudsigten var mildt sagt ikke særlig god.

Men booket var booket, så vi pakkede vores habengut og drog afsted.

Vi var dårligt nået ind i Østrig, før skyerne begyndte at tårne sig op, og i løbet af en halv time gav det vand. Meget vand!

Det stilnede dog hurtigt af igen, men vejret var så afgjort slået om, med lavere temperaturer og drivende skyer, der så ud til at kunne finde på lidt af hvert. Og Fruen, der havde tænkt sig, at vi skulle køre ad Grossglockner Hochalpenstrasse, begyndte at spekulere på, om hun kunne fremtrylle en Plan B, så det ikke gjorde så meget, hvis bjergene var indhyllet i skyer.

Det var nu ikke helt nemt, for vi var så langt, at det var lidt fjollet at køre tilbage for at finde den ordinære motorvej, og de alternative ruter ville blive til temmeligt store omveje. Gemalen, der havde ja-hatten på, mente, at vi med lidt held ville kunne køre op over skyerne, så vi fortsatte.

Og diskuterede lidt undervejs, om vi nu overhovedet var på rette vej. Det mente jeg bestemt, og da vi, efter nogen kørsel længere og længere væk fra de gængse hovedfærdselsårer, nåede billetlugen og måtte lægge en anseelig stak euro før den videre færd, var selv Gemalen overbevist.

Herefter begyndte det hurtigt at gå opad, og de berømte sving begyndte. Der gik lidt tid, før vi lagde mærke til, at de var nummererede, fra den modsatte ende af vejen, så vi talte ned og ikke op.

Skyerne kom og gik, og vi havde de flotteste kig ud over alpelandskabet. Her var virkelig smukt. På den barske måde. Med græsklædte eller helt nøgne bjerge. Og toppe med sne på. Grossglockner så vi dog aldrig. Lige præcis majestæten selv gemte sig stædigt i skyerne. Lidt ærgerligt, men pyt, der var så meget andet at kigge på, og hvis der havde været en lydoptagelse fra bilen, ville den mestendels være fyldt med Ih! og Nøj! og Wauw, se lige!

Højere og højere kom vi op. Passerede 2000 metersmærket og gjorde holdt ved Hochtor, der ligger i 2504 meters højde. Her var kiosk, toiletter og parkeringspladser, hvor man kunne stå og fortabe sig i storslåede kig ud over landskabet.

Donnaen behøvede ikke at kigge. Hun nøjedes med en tur på toilettet, og så spurtede hun tilbage til bilen. Hun havde om morgenen ikke rigtigt bidt mærke i forældrenes valg af tøj og var derfor klædt til slovensk sommer. Ved Hochtor var der 9 grader, og det var småblæsende ...

Kort tid, nogle få sving og et par tunneller senere nåede vi frem til en restaurant, hvor vi meget passende kunne få frokost. Et hyggeligt sted, fyldt med alskens skrammel, lige fra en gammel kane med dukker klædt i tyrolertøj til udstoppede murmeldyr. Kalenderen sagde højsommer, men temperaturen sagde gullaschsuppe, så det fik vi.

Herfra gik det ned igen. Restauranten lå ved toppen af en hel række klassiske hårnålesving, hvor man flere steder kan se vejen svinge frem og tilbage i mange etager ned ad bjergsiden. Det blev den flotteste tur. Og denne gang så vi bjerge, der ikke var dækket af sne, men af is. Små gletsjer-tunger strakte sig ned af bjergsiderne, og Fruen, der aldrig havde oplevet det fænomen, sørgede for, at lydsporet igen blev fyldt med Ih! og Nøj! og Wauw!

Svingnumrene blev mindre og mindre, og til sidst havde vi kørt alle 48 km med alle 36 sving.

Turen var alle pengene værd og mindst lige så flot som forventet, og det lidt barske vejr gjorde ikke oplevelsen ringere.

Nu var det bare om at finde ind til Salzburg.

Udsigt fra Hochtor
(tror jeg nok).