mandag den 24. april 2017

Porcelæn og godstog


Inde i mit øre står en sølvbakke med fint porcelæn.

Måske til afternoon tea med sandwiches, scones og en lille kage. Der er i hvert fald både sprøde kopper og kagegafler på bakken.

Og hver gang der er en høj lyd,

og det er der tit, for det kan være alt fra en hævet stemme, to tallerkener, der sættes i opvaskemaskinen, elkedlen, der koger, eller en bagerpose, der krølles sammen

opfører bakken i mit øre sig, som om der kører et godstog forbi.

Det hele ryster, klirrer, og der opstår en resonans, der kan vare længe efter, at den egentlige lyd er ophørt, og som ovenikøbet har den sære effekt, at det føles som varme.

Det er en anelse generende.

Eller rettere; det er vildt ubehageligt, enormt irriterende, det stresser og trætter - og gør sur, hidsig og grådlabil.

Læg dertil, at kuren med binyrebarkhormon påvirker humøret på samme måde.

Og så vil jeg slet ikke nævne, at overgangsalderen for alvor har stukket sit grimme hoved frem de allerseneste måneder med alt hvad der til hører af humørsvingninger. Suk.

Jeg er således virkelig en fornøjelse udfordring at være sammen med.


Stakkels mig.

Stakkels min familie.


onsdag den 19. april 2017

Træt, desorienteret - og døv!


Langfredag var Donnaen og jeg i biografen for at se menneskeficeringen af hendes absolutte yndlingsDisneytegnefilm, Skønheden og Udyret.

Gemalen havde meldt pas. Han var sjovt nok lige så lidt interesseret i Skønheden og Udyret, som jeg havde været i at komme med ind og se Ghost in the Shell en lille uge tidligere. Men Donnaen har en ganske bred filmsmag og kan sagten kapere begge dele.

Den var rigtig sød, og vi kørte glade hjem.

Og så blev jeg svimmel og måtte sætte mig ned og lige sunde mig lidt, før jeg gik aftentur med Kamelen.

Næste dag var jeg stadig småsvimmel, utilpas, træt og endnu mere kort-luntet end normalt. Men hvad pokker, man kan jo rage så meget mærkeligt til sig, så det var vel bare et eller andet influenza-agtigt?

Søndag havde jeg det bedre og kørte til Odense for at besøge min søde, gamle faster. Helt alene i bilen kunne jeg fornøje mig med min yndlingsmusik, men højtalerlyden i bilen lod altså noget tilbage at ønske. Diskanten var metallisk og mærkelig, og da ingen havde skruet på noget, var det lidt sært, og jeg begyndte at overveje, om det i virkeligheden var mig, der var noget galt med?

Mandag morgen vågnede jeg tidligt og lå og lyttede lidt til fuglenes morgenkvidder. Så lagde jeg mig om på højre side, og fuglene holdt op med at kvidre ..!

Det krævede en nærmere undersøgelse, og jeg lå og roterede som en tosse. Lå jeg på ryggen eller på venstre side, sang fuglene lystigt. Men ikke, hvis jeg lå på højre side. Jeg kunne simpelthen ikke høre dem med mit venstre øre.

Øv.

Mere øv blev det, da jeg sad og spiste morgenmad, og min mobil gav sig til at brumme et sted i nærheden, som jeg aldeles ikke kunne lokalisere, fordi jeg kiggede til højre, og mobilen lå ovre på køkkenbordet til venstre. Retningsfornemmelsen var selvfølgelig også røget.

Tirsdag lykkedes det mirakuløst at få en tid med det samme hos ørelægen, hvor man hurtigt på basis af diverse høretests kunne bekræfte mig i, at jeg var blevet ramt af et voldsomt høretab på venstre øre, i diskant-enden af skalaen. Mens grafen for min hørelse på højre øre var omend ikke prangende, så dog aldersmæssigt helt okay, så lignede den tilsvarende graf for mit venstre øre Postnords økonomiske resultater de seneste måneder. Ikke just noget at råbe hurra for.

Faktisk blev jeg for elleve år siden ramt af noget lignende, og som ørelægen også kunne se ud af sin gamle journal på mig, så var det gået i sig selv igen, og jeg havde fået det meste af hørelsen tilbage efter en periode, som jeg nu har fortrængt, hvor lang var. Måske er det det samme denne gang, det kunne ørelægen ikke sige noget om.

Men i modsætning til den gang får jeg nu en omgang steroid-behandling i ti dage i håb om, at den kan kurere en mulig virusinfektion i det indre øre. Så kort en behandling skulle ifølge ørelægen ikke give alvorlige bivirkninger, men da pillerne kan virke opkvikkende, skal de tages først på dagen, så jeg kan sove om natten. Om det passer, at de er opkvikkende altså, ved jeg ikke. Jeg føler mig ikke specielt hyper, men måske kan de modvirke, at jeg bliver helt afsindigt træt i mit hoved af hele tiden at prøve at kompensere for både manglende lyd og manglende retning. 
Dét vil i hvert fald ikke gøre noget.

Vi høres ved. Eller not.