mandag den 19. juni 2017

Min næse klør!


Da jeg i maj var til ørelæge igen, tog det ham ikke lang tid at konstatere, at jeg hørte om muligt endnu ringere på venstre øre, end jeg havde gjort en måned tidligere.

Ikke særligt opløftende. Heller ikke hans næste træk:

- Jeg henviser dig til en MR-scanning af hovedet, så vi kan udelukke, at der sidder 'noget' og trykker på hørecentret ...


.. sagde han, sådan lidt som om, at det var da ikke noget særligt.

Det er det måske heller ikke, hvis man på daglig basis sender folk til scanning.

Jeg følte mere, at han havde jokket på panik-pedalen på orglet med dommedagsbasunerne.

For sådan er det vel, at selv om lægen siger "udelukke, at 'noget' sidder og trykker", så hører man i stedet , at der er en risiko for, at 'noget' trykker.

Jeg tog det relativt pænt, men da indkaldelsen fra det lokale sygehus kom, og jeg først kunne få tid efter sommerferien, føltes det alligevel som urimeligt lang tid at skulle vente, og jeg fik ændret henvisningen til MR-scanner Viborg, hvor ventetiden officielt var nul, men grundet papirgangen reelt var to uger, hvilket dog var klart at foretrække frem for to måneder.

MR-scanner Viborg ligger i det bygningskompleks, der danner bagsiden af den ene langside på Viborg Stadion. Selv om det ikke er så fancy som Donnaen og jeg oplevede ved Camp Nou i Barcelona, hvor man har brugt den ene langside af det kæmpemæssige stadion til en kombination af museum/udstilling om FC Barcelona og butikker med merchandise, så er det dog en ret god udnyttelse af pladsen, og jeg kunne ikke lade være med at spekulere over, hvorfor man ikke i forbindelse med det nye stadion her i byen gør noget lignende?

Jeg blev kaldt ind og fik besked på at lægge, hvad jeg måtte have på mig af metal - også bøjle-bh'en. Op på briksen, ørepropper i ørerne og nogle klodser uden for ørerne, som både virkede støjdæmpende og stabilserende, så det var sværere at ligge og dreje hovedet, hvilket jeg jo ikke måtte. Til sidst en bøjle over hovedet og en panik-ballon i hånden, så hjælp kunne tilkaldes, skulle det være nødvendigt.

Derefter en formaning om at ligge bomstille, og så fik jeg hovedet i maskinen.

Heldigvis er scanneren ikke mere lukket end, at man kan se ud, og det gør, at det faktisk slet ikke er så klaustrofobisk, som nogen vil gøre det til.

Værre var det, at min næse begyndte at klø i det sekund, jeg kom ind i scanneren, og det krævede al min selvbeherskelse at blive liggende med armene pænt ned langs siden. Det lykkedes dog, og så kørte scanneren med sine underlige lyde i nogle forløb, hvor dunkdunk-lyde erstattes af donkdonk-lyde, der igen afløses af dyb brummen og senere af noget goink-goink.

Igen syntes jeg ikke, det var så slemt, som folk har fortalt. Faktisk så lidt slemt, at jeg ved et af disse rytmeskift opdagede, at jeg da vist havde været ved at falde i søvn.

Og så var det slut, og jeg kunne køre hjem med besked på, at ørelægen ville ringe svaret til mig i løbet af nogle dage.

Det gjorde han, og der var ikke 'noget', der sad og trykkede.

Det var godt, og dagen blev lidt mere blå.



mandag den 12. juni 2017

Så gik der tid med det


Donnaen går til årsprøver for tiden, og blandt andet derfor lovede jeg at hjælpe med at få en tid til hende på idrætsklinikken.

- Hallo, jeg vil gerne have en tid til min datter hos den fod-fys, der behandlede hende tilbage i begyndelsen af året.

- Hvor gammel er din datter?

- 17?

- Så skal hun selv ringe, for vi har tavshedspligt.

- Jamen, hun skal jo bare have en tid!

- Sådan er reglerne. Hvor længe er det iøvrigt siden, hun sidst var til behandling?

- Det var i februar.

- Så er der gået mere end tre måneder, så skal hun have en henvisning fra egen læge.

- Jamen ...

- Sådan er reglerne.

- Det synes jeg er lidt op ad bakke.

- Det må du så diskutere med Region Midt. Farvel.

Godt så. Eller nej, for jeg har ikke tænkt mig at diskutere noget som helst med Region Midt. I stedet skrev jeg til Donnaens læge. Via mit eget log in, da Donnaen jo har sit eget, som et top-hemmeligt. Og forventede efter samtalen med idrætsklinikkens telefondame, at det ville lægen nok overhovedet ikke.

Det ville lægen heller ikke. Men det var mest, fordi hun syntes, at hendes data i journalen var for gamle, så Donnaen skulle henvende sig og få en tid hos lægen først.

Suk!

I mellemtiden var Donnaen blevet færdig med sin prøve og var kommet hjem, og jeg forklarede hende, at hun skulle bestille tid hos sin læge.

- Jamen, jeg havde jo en aftale med fod-fyssen om, at jeg kunne få en tid bare sådan frem til sommerferien.

- Det må du så selv prøve at forklare telefondamen på idrætsklinikken, for jeg kan jo ikke.

- Okay. Har du nummeret og telefontiderne?

- Ja, du skal ringe inden klokken 13.

- Jeg har prøver ind til klokken 13!

- Ja.

- Så kan jeg jo først ringe på torsdag.

- Ja, desværre.

- Det er lidt tungt, ikke?

- Jo!