tirsdag den 10. oktober 2017

Som en forvirret høne


Argh, altså!

Lige om lidt er det efterårsferie, og vi skal ud at rejse. Men inden da er der 8327 løse ender, som der helst skal styr på.

På arbejde er der ting, der bare skal nås, fordi der er deadline, mens jeg er væk.

Derudover skal de sidste ting undersøges, der skal vaskes, stryges og pakkes. Kamelen skal afleveres.

Vejrudsigten skal tjekkes endnu en gang i håb om, at den ombestemmer sig fra regn og regn, og hvad gør vi med fx fodtøj, hvis det hele tiden regner?

Min mobil driller, og det gør Donnaens også. Lyset over spisebordet virker ikke, og gulvvarmen er i udu.

Og der er de øvrige aftaler, blandt andet med høreklinikken, og hvor lang tid mon det tager?

Vi skal også huske at checke ind!

Hvad siger den hjemlige vejrudsigt? Er vi 300 procent sikre på, at Storebæltsbroen ikke lukker?

Og og og.

Hvilket bevirker, at jeg i øjeblikket stæser rundt som en forvirret høne i selvsving.

Derfor tror jeg bare, at det bliver sayonara herfra, og så kommer der forhåbentlig ro på igen en gang efter efterårsferien.

torsdag den 28. september 2017

Trafiknissernes hemmelige klub


Her i byen har vi - er jeg overbevist om - en hemmelig klub for trafiknisser, hvis fornemmeste opgave er at gøre trafikken så håbløs som muligt, så tit som muligt.

Trafikken har altid været slem, og at der var køer på Ringvejen var i mange år et fast indslag i P4 både morgen og aften. Lige til vi fik motorvejen, og alt blev fint og nemt, og det virkede, som om nisserne var flyttet i protest.

Nu virker det mere, som om de bare har været på en god, lang ferie for at lade op til nye generende påhit.

Eller måske er det kun chefnissen og hans nærmeste, der har været på ferie, mens andre har holdt gryden med trafikforhindringer simrende?

I hvert fald har der længe været gang i en mindre forlægning af et stykke vej, som jeg skal passere på vej til arbejde. Det er kun et ganske lille stykke vej, som skal rykkes lidt til højre, og så skal der etableres et lyskryds. Det har allerede taget hele sommeren og er stadig ikke færdigt.

Det er dog vand - og mudder - i forhold til, hvad chefnissen nu har udtænkt.

For nu skal Ringvejen renoveres, hvilket skal ske ved, at den bliver fuldstændigt lukket i etaper. Først én strækning og så den næste og så videre. Teoretisk set skulle det nok kunne lade sig gøre, især da alle bilerne jo nu kører ude på motorvejen.

Men i virkeligheden er der stadig virkeligt mange mennesker, der benytter Ringvejen, og det giver et anseeligt tryk - også bogstaveligt - på de omkringliggende småveje, der nu skal lægge asfalt til mange tunge lastbiler hver dag.

Bedre bliver det heller ikke af, at skiltningen halter. Tyveri, står der i avisen. Vil det virkelig sige, at der er et sort marked for omkørselsskilte?

Allerbedst - set fra trafiknissernes synspunkt - er det dog, at man tilsyneladende kun følger planen for arbejdet på nogle punkter. Således spærrer man planmæssigt den næste strækning af vejen, uden først at gøre den foregående strækning helt færdig. På den måde er der nu pludselig spærret to etaper i stedet for en, og krydset i mellem er endda også spærret. På kommunens hjemmeside står, at arbejdet på den foregående etape er afsluttet, men det er det bare ikke. Kunne Donnaen og jeg ved selvsyn konstatere, da hun igår skulle køres til teori, og vi kom derfor ud på noget af en skovtur.

Da jeg to minutter efter undervisningens start havde læsset Donnaen af, besluttede jeg mig for at køre en anden vej tilbage. Ikke ad Ringvejen, men gennem byen. Det var dumt. For på et sted var gaden gravet fuldstændigt op, og der var kun et grusspor farbart. Det var ikke lysreguleret, men reguleredes efter den stærkestes ret.

Og det var ikke mig.

Præcis samtidig med mig startede en anden bilist fra den anden ende. Hans bil var ældre end min, og han selv var både yngre, større og mere aggressiv med mig. Så gæt selv, hvem der kom til at bakke, med den andens kofanger helt oppe i næsen?

Nemlig. Mig.

Og så hjalp det fedt, at jeg bagefter kunne konstatere, at det var ham, der skulle holde tilbage, hvis ellers han havde gidet at respektere skiltningen ...

Igennem kom jeg dog, og så burde der ikke være flere forhindringer på vejen hjem.

Men jo, en kæmpe BMS-kran havde travlt med at fjerne de sidste rester af kommunens sommerunderholdning og blokerede dermed den ene vejbane på vejen over søerne. Man må medgive nisserne, at det var flot, både udtænkt og timet, for nu var præcis den vej jo en af de eneste fungerende forbindelser mellem den nordlige og den sydlige del af byen, så at blokere en vejbane på netop det sted midt i myldretiden var virkelig førsteklasses nissetænkning.

Hjem kom jeg til sidst, og Gemalen fik besked på, at han altså måtte være sød at hente Donnaen, for jeg havde overhovedet ikke lyst.

Suk.

Der mangler yderligere to etaper.

Dobbeltsuk.