mandag den 11. december 2017

Weekend-ups'er


Det er bare så dejlig nemt og bøvl-frit at købe ting og sager hjem over nettet. Enten kommer varerne helt hjem i eget skur, eller de kan afhentes i det lokale supermarked, hvor jeg alligevel er næsten dagligt, eller på tanken, som jeg kører forbi stort set hver dag.

Nemt nemt.

Så godt som altid.

Bare ikke forleden, hvor jeg havde bestilt en adventsgave til Donnaen. Tre par træningssokker, altså en lillebitte pakke, der uden besvær kunne være kommet i vores postkasse. Hvis altså den var blevet leveret med et af de sædvanlige distributionsselskaber.

Det blev den ikke. Den blev leveret af UPS. Hvor chaufføren går igen med pakken, hvis han ikke får fat i nogen, han kan aflevere den til. Fair nok, men da UPS pr. sms meddelte, at pakken ville blive afleveret fredag, ville der ikke være nogen hjemme, så jeg var nødt til at besvare sms'en med et 1-tal for at afhente pakken på nærmere angivet udleveringssted.

Nede i byen, hvor der er langt mellem parkeringspladserne, og hvor man kan få lov at stå i kø.

Bah! På den måde kunne jeg lige så godt have købt sokkerne i en af byens sportsbutikker.

Pakken kom i hus, og lørdag eftermiddag sad Donnaen og nørklede med en analyse til en dansk stil, da hun pludselig udbryder:

- Ej, se lige den måge! Så tæt plejer de da ikke at komme på huset.

Og nej, det gør de ikke. Men Fruen plejer heller ikke at glemme sin fedt-befængte bradepande på terrassen ...

Den, både terrasse og bradepande, havde den nysgerrige måge fundet, og den var nu i fuld gang med at fordele fedtet i små, fedtede (sjovt nok) klatter ud over et alt for stort areal.

Så Fruen fik travlt med at redde bradepanden indenfor. Så travlt, at der blev spildt lidt - mestendels regnvand - på gulvet, som så også måtte ekspres-optørres, før Kamelen stak snuden i det.

Alt blev klaret, og så faldt sneen, og nu kan ingen - ikke en gang mågerne - se, hvis der stadigvæk ligger små snaskede klatter fedt på terrassen.

Til gengæld blev det lidt at se, at Fruen troede, at hun kunne læse blogindlæg, mens hun bagte brunkager. Selv om jeg stod med Ipadden lige ved siden af ovnen, lykkedes det alligevel at gøre en plade lidt mere solbrændt end planlagt. Kagerne skal nok glide ned, især fordi jeg stadig ikke har bagt pebernødder, og Gemalen derfor kun har netop brunkagerne at kaste sig over.

Sådan forløb weekenden egentlig meget fredeligt.

Det sidste ups blev opdaget, før det indtraf, og godt for det, for ellers var Fruen nok blevet en anelse olm. Det viste sig nemlig, at den senest ibrugtagne pølleposerulle ikke er af vanlig kvalitet. Heldigvis opdagede jeg det, før skaden skete, for først at opdage det på den trælse måde i optagningsøjeblikket; det er virkelig noget ..

.. lort.

Fra søndagens formiddagstur med Kamelen.

mandag den 4. december 2017

Novembernakke


November kom, og november gik.

Uden at gøre noget særligt væsen af sig, og det var egentlig meget rart, for sidste år var jeg godt nok træt af først oktober og siden både november og december.

Men hvad foretog jeg mig egentlig i november, kan jeg så godt spekulere på.

Ikke det helt store. Men jeg brugte en del tid på at besøge diverse kloge menesker angående mit tinnitus-ramte øre.

Og en af dem, en hørepædagog, sagde blandt andet, at det kunne være en rigtig god ide, at jeg gjorde en indsats for at afspænde min hals og nakke - forudsagt altså at jeg havde spændinger de steder, og hvem har ikke det? - fordi man vidste, at sådanne spændinger kunne 'stå og synge' og gøre tinnitussen værre.

Så jeg kontaktede min læge, som skrev en henvisning, og jeg kontaktede min sundhedsforsikring, som sagde ja, og så startede jeg til fys.

Det var mægtig rart, for jeg var jo ikke egentlig dårlig, men nød bare, at nakken fik en tur. Helt op til der, hvor hovedet er skruet på halsen.

Fyssen snakkede. Om alt muligt. Om andre patienter med tinnitus. Ikke fordi han havde erfaring i tinnitus-behandling, for det havde han overhovedet ikke, men fordi nogle af de patienter, der kom hos ham med andre gebrækkeligheder, altså også led af tinnitus.

Det blev et ugentligt frikvarter, hvor jeg ikke skulle gøre så meget andet end at slappe af.

En torsdag ville fyssen dog godt lige se, hvor meget bevægelighed, jeg havde i halsen, og drejede mit hovedet pænt langt ud til først den ene og så den anden side.

Det skulle han ikke have gjort.

Umiddelbart syntes jeg bare, det var ubehageligt. Om aftenen begyndte det at genere. Men det var jo fyssen, så det var nok okay. Fredag overvejede jeg, om jeg skulle kontakte fyssen, at jeg havde ret ondt i nakken. Men lod være. Det gik nok hurtigt over igen.

Det var dumt.

Hen over weekenden blev det bare værre, og mandag morgen havde jeg et solidt hold i nakken. Et af den slags, hvor det er svært overhovedet at dreje hovedet - selv liggende, og hvor bare det at synke morgenmad var ubehageligt.

Da Donnaen var fragtet i skole tog jeg derfor sporenstregs hen til fysserne og meddelte sekretæren, at nu måtte hun være sød at finde en fys - hvem som helst, når som helst, bare det blev hurtigt - for jeg havde hold i nakken og ville gerne have hjælp. NU.

Jeg fik en tid klokken elleve. Hos en dame-fys. Som først tjekkede, at der ikke sad nerver i klemme nogen steder. Og så høvlede mig igennem, som jeg aldrig er blevet det før.

Først sagde det adskillige knæk i min ryg, og derefter moslede, masede, rykkede, skubbede og drejede hun med min nakke og mit hoved og min hals, så jeg både svedte og fik kuldegysninger, mens jeg skiftevis sagde av-av og AV! Jeg er sikker på, at patienterne i de tilstødende ikke særligt lydisolerede kabiner tænkte deres ...

Bagefter følte jeg mig - ja, nemlig - mørbanket, men næste dag gik det heldigvis meget bedre.

Jeg fik endnu en tur af dame-fyssen to dage senere, hvor hun beklagede, at jeg stadig var for spændt i muskulaturen, til at hun kunne få den rette vinkel på for at 'brække halsen' på mig. Selv syntes jeg, det lød meget lidt rart og var faktisk ret glad for, at det ikke kunne lade sig gøre.

Nu er jeg tilbage hos 'min egen' fys, som har beklaget - næsten på sine grædende knæ - at han havde forårsaget mit hold. Til hans store ros skal det siges, at han overhovedet ikke har prøvet at frasige sig sit ansvar for miseren, og jeg går derfor også til fys i øjeblikket 'på husets regning', hvilket jeg jo ikke kan være utilfreds med.

Det hjælper også, og nu kan jeg snart dreje hovedet normalt igen.

I mellemtiden blev det december.