torsdag den 17. august 2017

Kloster bling-bling


Fra Rozmberk skulle vi videre til Baden syd for Wien.

Den tur ville tage os direkte forbi Melk, og da vi ovenikøbet havde god tid, var Gemalen ikke særlig svær at overtale til at gøre holdt, så Fruen kunne få sit ønske om at se Stift Melk opfyldt.

Allerede fra motorvejen kunne vi se det kæmpestore klosterkompleks ligge og lyse gult og hvidt i solen, og så var det bare at følge skiltningen, til vi endte på en stor parkeringsplads og derfra kunne gå ned til klosteret.

Vi kunne også have taget elevatoren. For det var der også, og det var bare det første af mange eksempler på, at et kloster ikke behøver at være gået i stå for flere århundreder siden. Ud over nogle meget fancy og virkeligt flotte, helt moderne udstillinger lagde vi blandt andet også mærke til, at klosteret havde et varmeanlæg, der kørte på biomasse.

Her måtte vi heller ikke tage billeder. Og det var virkelig til at græde over, for hele klosteret er giga-mega stort, og alt er totalt overvældende, så man vakler derfra med så meget indtryks-overload, at det er svært at kapere. Og helt umuligt at skelne fra hinanden efterfølgende. Cirka titusinde billeder på mobilen ville helt sikkert have gjort det nemmere. Men nej, det var forbudt, og jeg ved ikke hvorfor. Måske fordi alle de besøgende ville gå så meget i stå og være så optagne af at tage billeder, at de aldrig kom ud igen, og derfor måtte slæbes ud af munkene hver aften ved lukketid?

I hvert fald er klosteret og klosterkirken i Melk noget at det mest superfantastiske (indsæt selv endeløs række af superlativer), jeg nogen sinde har set.

Og jeg synes jo ellers, at jeg efterhånden har set en del ...

Efter at have købt billetter, går man gennem en port ind i klostergården og hen i modsatte hjørne for at starte rundturen i museet, der er indrettet i den ene fløj. Det vil sige, at det selvfølgelig er gamle lokaler, men selve indretningen og udstillingen er topmoderne - ja, jo ikke de udstillede genstande, som er fine, gamle kirkeklenodier som for eksempel håndskrevne bibler og kunstfærdigt udførte kors i guld og ædelstene.

Undervejs passerede vi en flot model af klosterkomplekset, hvor man for alvor kunne se, hvor stort det er. Der stod en guide og fortalte en hel masse til en gruppe besøgende. Det ville givetvis have været enormt interessant at være på en guided tur rundt, men den ene af os har slet ikke tålmodighed til den slags, og den anden kan - i hvert fald pt. - ikke høre, hvad en guide siger.

Så vi gik videre til marmorsalen, der er meget flot, selv om det er lidt snyd det der med marmoren, som i virkeligheden næsten over alt er et resultat af dygtige maleres formåen og ikke ægte marmor.

Herfra kommer man ud til en terrasse, der fører fra den ene fløj og rundt i en bue uden om kirken og over til den anden fløj. Nogen har virkelig tænkt sig om, da de anlagde klosteret. Det ligger højt over både by og Donau. Og fra terrassen er der et betagende kig over især Donau, så lige pludselig har man stået længe og bare kigget og kigget.

Vender man ryggen til Donau, ser man til gengæld ind på kirken, som ligger klemt inde mellem klosterfløjene. På sin vis lidt synd, for kirken i sig selv er så flot (alt er flot, hvis nogen skulle være i tvivl), at den fortjener at stå og skinne helt for sig selv uden at være hegnet ind af klosteret. Både kirke og kloster er barok, men på kirken har det lige fået et ekstra swung med løgkupler og krummelurer.

Modsat marmorsalen ligger biblioteket. Det er muligvis ikke flottere end biblioteket i St. Gallen, som vi så sidste år. Muligvis. Her gemmer man fine gamle, ældre og ubegribeligt gamle bøger. De allerældste er over 1000 år gamle og stammer fra det 9. århundrede. Storslået og sært at tænke på, når alt hvad vi kunne præstere i Danmark på det tidspunkt var runestenene i Jelling, som vi ellers er så stolte af ... Om der nogensinde er nogen, der læser i bøgerne, ved jeg ikke, men de bliver i hvert fald støvet af. I et hjørne af lokalet var tre personer - bibliotekarer eller måske konservatorer, næppe bare rengøringspersonale - i gang med at stille bøger på plads på den allerøverste hylde. På et bord lå bøger nok til at fylde et par hylder, og de blev nu nænsomt sat på plads. Om de ud over at blive støvet af også var tjekket for løse sider og revnede rygge, og hvad almindelige bøger nu ellers rammes af, ved jeg ikke, men det føltes helt fint, at der faktisk blev rørt ved bøgerne i steder for, at de bare stod.

Nu manglede vi kun kirken.

"Kun" viste sig at være dagens, ugens og månedens underdrivelse. Og godt, at man ser den til sidst, for oven i det synsbombardement af storslåede, fantastiske, imponerende - fortsæt selv - indtryk er man ude af stand til at tage mere ind og har kun lyst til at sætte sig stille hen på en bænk og glo lige ud i den tomme luft. Man kommer ind, stopper op, sunder sig lidt - og siger wow! 


Det er fuldstændig omsonst at prøve at beskrive kirken, for alt - fra gulv til loft - er bare flot og fantastisk.

Og så er det meste guldbelagt.

Heldigvis er kirken ikke ekstraordinært stor, for så ville man da blive blæst helt omkuld. Omvendt kunne den faktisk godt have været mindst tre gange så stor, og så kunne man alligevel have haft en prægtigt udsmykket kirke, hvis man havde 'trukket' lidt i den nuværende overdådighed.

På et tidspunkt orkede vi ikke mere. Så vi traskede ud i solen, fandt bilen og kørte til den nærmeste motorvejsrestaurant for dels at få noget at spise dels få noget almindelighed som modvægt til al den pragt, vi netop var blevet bombarderet med.

Bagsiden af den lille bog
 jeg købte om klosteret.

fredag den 11. august 2017

Tæt på himlen på flere måder


Vi havde en dag mere i Rozmberk, som i sig selv er lidt en hel del for lille til at bruge ret mange timer på, så mens Gemalen cyklede sig en tur, prøvede jeg at lægge en plan, der helt overordnet gik ud på at køre op langs floden i stedet for ned som dagen før. Mere specifikt havde jeg kig på et kloster og et tårn, og så kunne vi jo altid se, om vi kunne nå mere.

Først klosteret, som ligger i en lille by, Vyssi Brod, cirka ti minutters kørsel hjemmefra. Byen er ganske lille, og klosteret omvendt temmelig stort med en imponerende kirke, så det var ikke svært at finde. Det viste sig, at man kun kunne se kirken i forbindelse med en guided rundvisning, som startede cirka tre et halvt minut senere. Alt det fandt jeg først ud af, da jeg stod inde i den lille souvenirbutik, der også solgte billetter. I mellemtiden havde Gemalen gjort sig usynlig, så jeg tog en rask beslutning om, at han sagtens kunne undvære både rundvisning og mig i en times tid, og så fik jeg en billet og en audioguide på engelsk, da rundvisningen foregik på tjekkisk.

- De gik dén vej, pegede Gemalen beredvilligt, da jeg kom styrtende ud og absolut ikke kunne øjne nogen guided tur nogen steder.

Og sådan nåede jeg lige at komme med indenfor, før guiden lukkede - og låste - kirkedøren og begyndte at tale.

Audioguiden var en model, der afveg fra, hvad jeg ellers har været udsat for, på den måde at den virkede ved at skulle have fysisk kontakt - rød dut mod rød dut - med de forskellige kontaktposter rundt omkring i kirken og i de efterfølgende rum. Det var lidt tungt. Først skulle jeg - og de andre - finde ud af det. Dernæst skulle vi spotte kontaktstederne, og så skulle vi stå i kø for at skabe kontakten, som nogle steder drillede meget. Det betød, at audioguide-brugerne kom lidt ud af sync med den øvrige flok og hele tiden sakkede agterud for at få mest muligt med.

Desværre måtte vi ikke tage billeder. Hvorfor er det nu lige, at man nogle steder ikke må det, mens man andre steder gerne må?? Og selv om jeg forleden påstod, at jeg ofte glemmer at tage billeder, så må jeg lige i dette tilfælde indrømme, at der er nogle ting, jeg simpelthen ikke kan huske fra den rundtur, og det ærgrer mig en del.

Allermest ærgrer det mig, at jeg ikke fik et billede af altertavlen. Ikke fordi den var specielt smuk. Selv om det var den vistnok. Men fordi den var under restaurering, og det så helt fantastisk ud. For det første havde man bygget et stillads af bambus, hvilket jeg ellers kun har set i Asien. Men måske var det nemmere at bygge fleksibelt på den måde? For det andet var altertavlen så høj, at stilladset bestod af seks eller syv etager. Det var i sig selv imponerende. Og for det tredie blev der arbejdet på de fleste etager samtidigt, hvilket gav et myreflittigt indtryk. For det fjerde ville det danske arbejdstilsyn næppe have sagt god for sikkerheden, men det er så en hel anden snak.

Jeg kan ikke huske ret mange detaljer om klosteret og kirken, men historien om selve stedet er ret fin. Legenden fortæller nemlig, at en af de lokale riddere - en borgherre fra Rozmberk selvfølgelig - var ved at drukne i Vlatava og i sin kvide lover Vorherre at bygge ham et kloster, hvis bare han må blive reddet. Det hører Vorherre og redder den arme ridder, som til gengæld fluks grundlægger et cistercienserkloster på stedet.

Mindre sjov var forklaringen på samlingen af kirkefigurer - den slags mandshøje figurer af engle eller helgener, man for eksempel ofte ser flankere overgangen fra kirkeskib til kor - i en af salene i klosteret. I stedet for at stå i de kirker, hvor de hørte til, var de blevet reddet, den gang Jerntæppet blev rullet ud, og en lang række kirker stod i vejen ... Ak ja.

Da jeg kom ud igen, havde det regnet lidt, og Gemalen var fortrukket til bilen, hvor han omgående var faldet i søvn. Nu var han så nødt til at vågne, for Fruen ville videre.

Vi fulgte stadig floden, men kørte nu mere mod vest end mod syd.

Jeg ville finde et tårn i en skov ...

Jeg var stødt på billeder og beskrivelse i en folder, der lå i pensionen, men der var hverken navn eller præcis adresse, og trods ihærdig googling havde jeg ikke været i stand til at finde noget som helst om det. Siden har jeg fundet billeder på google maps, men det er for nyt til at være med på selve kortet, og jeg har stadig ikke fundet ud af, hvad det hedder. Så jeg vidste bare sådan lidt upræcist, at tårnet skulle ligge oppe i skoven til højre for sø og vej, når vi kom til Lipno. Og så håbede jeg ellers bare, at der var skiltet til tårnet, som jo - var jeg overbevist om - var lidt af en attraktion.

Der tog jeg så fejl, med skiltningen altså, men faktisk fik vi et glimt af tårnet, og så kørte Gemalen op gennem byen og videre ad små skovveje, til vi nåede en parkeringsplads og ikke måtte køre længere. Og så måtte vi jo gå. Nede mellem træerne kunne vi ikke se noget tårn, så det var  lidt spændende, om vi overhovedet havde valgt den rigtige vej.

Det havde vi. Vi kom ud i et åbent område med lifte og et par skipister, og vi var nu ganske tæt på tårnet. Gemalen mente, han havde rørt sig nok, så jeg tog turen alene op. Og op og rundt. Og op og rundt. Tårnet er en helt åben konstruktion, hvor man går hele vejen op i en ikke særlig stejl spiral. Det var ret sjovt. I starten kigger man direkte ind i trætoppene, men kommer så ovenud og kan se ud over landskabet, som er betagende flot. Grønne marker, mørkere skove, bjerge i baggrunden, lidt by og en kæmpestor sø, som er det smukke resultat af en opdæmning af Vlatava en gang i 1950'erne.

Helt oppe blæste det en halv pelikan, og det var ikke helt let at stå stille nok til at tage billeder. Iøvrigt er det svært overhovedet at tage billeder, der yder udsigten retfærdighed. Men stå og glo kan man jo altid. Lige indtil jeg fik øje på nogle ret sorte skyer, der kom rullende fra vest. Så tog jeg benene på nakken og skyndte mig ned. Jeg kunne være kommet hurtigere ned ved at tage den rutschebane, der er i centrum af tårnet, men det var jeg desværre for meget kylling til.

Regnen nåede os, da vi var næsten tilbage ved bilen, men så fandt vi en lille sti helt inde under træerne og undgik at blive våde. Yderligere planer om at se på den lille by og søen blev droppet, og vi kørte hjem ad små veje. Gemalen var nu allerede så stedkendt, at han drejede fra landevejen og kørte ad småveje gennem landskabet.

Det blev turen ikke ringere af.

Uretfærdigt billede af en mageløs udsigt.