tirsdag den 31. marts 2015

Sort nat, sort spætte, hvid udsigt


Den der sommertid!

Hvordan kunne en hel masse top-embedsmænd plus politikere i en hel masse lande dog blive enige om noget så dumt?

Og hvorfor kan ingen få sig selv til at blive enige om at afskaffe dumheden igen?

Måske skulle jeg ikke brokke mig, for jeg har hverken køer, der skal malkes, eller en togplan, der skal fungere på trods af den manglende nattetime. Jeg er endda holdt op med at gå med armbåndsur, og min mobil indstiller jo selv tiden.

Jeg synes bare ...

Og så hader jeg altså at stå op før solen.

Nu var vi endelig nået dertil, hvor Kamelen og jeg kunne hente avisen ind i dagslys, og det nød vi begge to. Men nu er vi sat tilbage igen. Til sort nat, når vækkeuret ringer. Kamelen var både forvirret og sur. Forvirret over at skulle op så tidligt. Og sur over igen at skulle i snor (hun har det nemlig med at stæse afsted og stå og gø som en tosse, hvis det er mørkt). Jeg er bare sur og søvnig.

Det kunne have været en formildende omstændighed, at årets overgang til sommertid lå i forbindelse med påskeferien. Men mandag skulle jeg på arbejde, og Donnaen skulle med sin far til Sjælland, så alle skulle op til sædvanlig tid, så dér var ingen mildning at hente.

For at føje spot til skade er vejret usædvanlig usselt. Det er koldt, vådt og blæsende. Og nu sner det ovenikøbet!

Det er faktisk kun vejr til at sove længe og så iøvrigt holde sig indendøre.

Men selvfølgelig er det ikke kun dårligt vejr og dårligt humør.

I weekenden lykkedes det faktisk flere gange at lufte Kamelen i tørvejr. Det i sig selv var lidt af en præstation, og da vi så på én og samme tur mødte både Jensen og en sortspætte, var vi faktisk ganske velfornøjede begge to.

Sortspætten sad i en død gran og dryssede bark og råddent ved ned i hovederne på os. Den lod sig ikke anfægte af, at vi fjumrede rundt i skovbunden under den, og det lykkedes mig derfor både at få snor i Kamelen og komme om på den anden side af træet, hvor jeg ikke var generet af modlys. Den var stadig ret svær at se, og da den samtidig ikke opførte sig særlig spætte-agtigt - ingen tromme-solo, men bare flå-/flænse-/rive-lyde - troede jeg egentlig først, at det bare var en krage og så først rigtigt den røde farveklat, da den til sidst forlod træet og fløj over et åbent stykke, før den igen forsvandt mellem træerne.

Jensen var en stor labrador-hvalp, der havde så meget gå-på-mod, at den trods manglende kilo var et udmærket tumle-match til Kamelen. De havde en fest.

Og da vi kom hjem, var den ene derfor helt høj, mens den anden var tilsvarende flad og tog sig en ordenligt skraber på sin nye, fine sovepude.


Dagens udsigt.

torsdag den 26. marts 2015

En hund med fire sokker


- I kan også give den bomuldssokker på for at afbøde det værste tryk direkte på de slidte trædepoter,

sagde dyrlægen, da jeg var heldig at fange hende, da jeg alligevel var på dyrehospitalet for at hente Kamelens pas, der var blevet midlertidigt inddraget til nærmere afklaring, da hun forleden blev vaccineret.

Dyrlægen kender - desværre - Kamelen og mig så godt, at hun gerne giver gode, gratis råd i forbifarten.

Så det gjorde vi selvfølgelig, så snart jeg kom hjem.

Eller det gjorde vi så ikke.

Jeg syntes, det var liige at gå til yderligheder. Og da jeg konstaterede, at alle trædepoter var i bedring, gik vi en tur. Uden sokker. Dog kun en lille tur uden for mange indbyggede strabadser. Stykket med skærver bag huset var dog ikke til at undgå. Og det gjorde lidt nas, kunne man se.

Det gør det heldigvis ikke mere, og skærverne er dermed en glimrende - omend lidt ondsindet - test af poternes beskaffenhed.

Vel hjemme igen efter en tilsvarende lille aftentur gjorde jeg dog alvor af et af dyrlægens andre gode råd og udsatte Kamelen for potevask. Det har hun efterhånden prøvet så mange gange, at vi snart kan optræde med det, uden at det behøver at foregå i et badeland. Hun tager det ganske roligt, at hun skal have dyppet først den ene og så den anden forpote i en skål med vand og sæbe (klorhexidin faktisk) og bagefter en gang til med vand alene for at skylle af igen. Lidt sværere er det med bagpoterne, men det skyldes snarere, at Kamelen er kilden end egentlig uvilje mod mine mærkværdige ideer.

Og så skulle hun smøres med fed creme. Havde dyrlægen sagt. Det mente jeg nok kunne vente, til det blev sengetid, for jeg havde ikke så meget lyst til at have hende til at dappe rundt på vores trægulve med fedtpoter ...

Allerede næste dag havde Kamelens poter det meget bedre. Kun en lille smule ømhed i højre bagpote kunne spores, når hun skulle passere skærverne.

Men så var det, jeg kom til at fortælle Donnaen om sokkerne, og vi kunne hurtigt blive enige om, at det ville være ret sjovt at se Kamelen med sokker på.

Fluks gik Donnaen i gang med at give Kamelen sokker på. Og Kamelen fandt sig godmodigt i det. Omend hun syntes, det var meget, meget sært. Især da hun forsøgte at gå på det glatte køkkengulv og grangiveligt lignede Bambi på glatis. Samtidig var Donnaen ved at trille om af grin, så da vi nåede til at skulle forevige Kamelen med sokker på, var det umuligt at få dem begge to til at stå stille, og da Kamelen i løbet af nul komma ingen tid havde rystet de bagerste sokker af, kunne vi ikke nænne at hive dem på igen.

Men som kompensation for alle Kamelens fortrædeligheder lovede jeg hende en fin ny madras. Den er faktisk allerede kommet, men var vakuumpakket og skal derfor ligge et par dage og nå sin rigtige facon, før den må tages i brug.

Det har jeg fortalt Kamelen,og det forstår hun selvfølgelig godt, for hun er en majet klog hund.


Stå nu stille!

mandag den 23. marts 2015

Intet er så godt, at det ikke er skidt for noget


Så tordnede der lige en uge forbi, uden jeg rigtigt nåede at opdage, hvad der skete.

Altså, noget nåede jeg trods alt at opdage.

For eksempel havde jeg nået at opdage, at vi ville kunne opleve solformørkelse. Det havde jeg nok i virkeligheden opdaget ugen før, og jeg havde ovenikøbet nået at indkøbe de særlige briller til at kigge på formørkelsen med. En vældig god ide syntes jeg selv. Især fordi jeg var ret overbevist om, at Donnaen, der skulle bruge en masse tid på det i skolen, næppe ville rette sig efter moderlige formaninger om ikke at kigge uden passende beskyttelse. Og, tænkte jeg, selv om skolen gør et stort nummer ud af fænomenet, så er der garanteret ikke indkøbt 800 briller, men nok allerhøjst et lille antal pr. klasse.

Og hvad sker der så?

Absolut ingenting. Skyerne havde totalt dækket for solen, meddelte Donnaen en lille smule knottent. En knottenhed, der ikke blev mindre, da hun hørte, at jeg - mindre end 10 km væk - faktisk havde været i stand til - glimtvis - at se lidt af den formørkede sol gennem pludselige næsten-huller i skydækket. Til gengæld kunne man kun se noget uden solbriller, da det næsten totale skydække leverede så meget filter, at brillerne var ubrugelige. Nu gemmer jeg brillerne, og så er det spændende, om jeg kan huske, hvor jeg har lagt dem, når vi næste gang oplever delvis solformørkelse i 2021 ...

Fredagen gik iøvrigt med en anden god ide. Verdensfirmaet lukkede for kunder, leverandører og andre besværlige elementer og brugte i stedet dagen på noget team-pling-plang. Det var ret sjovt, og da det var første gang i Verdensfirmaets historie, at noget sådan skete, skal der selvfølgelig uddeles maximum point for det gode initiativ.

Knapt så godt var det, at ingen var forberedte på, at vi skulle være så meget udendørs, og at vi alle optimistisk havde klædt os efter det dejlige forårsvejr, vi havde torsdag og ikke det hundekolde fredagsvejr. Det var således en alt for kold fornøjelse at løse mærkelige opgaver i det fri, og jeg har siden gået rundt med en ubehagelig fornemmelse i kroppen af overhængende forkølelsesfare.

På den baggrund var det egentlig meget rart, at lørdagsvejret var så koldt og kedeligt, at man med god samvittighed kunne glemme alt om haven og bare være mest muligt inde.

Søndag var vejret bedre, og da Kamelen fandt en bold, var det da en vældig god ide at lege lidt med den. Syntes både hund og jeg. Det foregik på fliserne foran huset, da græsplænen pt. er temmelig hærget af det omkringfarende bæst. Fliserne kunne bedre holde til Kamelen.

Og Kamelen havde virkelig en fest.

Men hvad jeg med skam at melde ikke lige havde tænkt så meget over (som i slet ikke) var, at Kamelen ikke kunne holde til fliserne. Hun, fandt vi ud af om aftenen, sled hul på flere af trædepoterne.

Stakkels hund.

Almindeligt fjolleri og spænen rundt på åbne arealer er afløst af potevask, smøring, hvile og forsigtig gang på jævnt underlag de næste mange dage.

Ak ja, der er ikke meget, der er så godt, at det ikke er skidt for noget.

Fredagens solformørkelse ...


mandag den 16. marts 2015

Ulemper ved foråret


Da januar var mørkest og allermest kedelig, kunne jeg overhovedet ikke forstille mig, at der er ulemper ved foråret.

Men det er der.

Altså, jeg foretrækker jo i høj grad forår, sommer og endda efterår frem for vinter. Sådan er det. Altid.

Men når foråret så endelig kommer med lys og varme og lyst til udesysler, så er der pludselig nogle småting, der ikke er helt så fantastiske.

For eksempel har vi i flere måneder ikke rigtig kunnet se vores hjem. Men med mere dagslys, også på hverdage, er det pludselig ret tydeligt, at der aldeles omgående bør indledes en krig mod de spindelvæv og nullermænd, der næppe er kommet ud af ingenting over natten, men nok snarere har levet deres eget liv inde i (vinter-)skyggerne.

Og gøre rent er nok det jeg allermindst gider, når nu foråret endelig er her, og jeg igen kan komme ud i haven.

Den have, som jeg stort set havde fortrængt, at jeg havde, ligger nu pludselig lige uden for vinduerne og gør i høj grad opmærksom på sig selv. Og det er ikke på den gode måde med masser af søde forårsløg, men i langt højere grad på den kedelige måde med et staudebed, der er mere grønt af ukrudt end af stauder, og en plæne, der til gengæld er temmelig brun, fordi Kamelen flere steder har slidt græsset helt væk.

Samme Kamel er også forårsramt. Både af almindelig kuller og på den korporlige måde:

Hun fælder, så vi er ved at blive sindsyge!

Ikke mindst Donnaen, som skal støvsuge. Men også vi andre. For der er hundehår overalt. På gulve og tæpper, på både køkken- og spisebord. Og sikkert også i køleskabet, hvis vi ser ordentligt efter ...

Og på vores tøj. Donnaen har taget konsekvensen og skifter tøj uden for Kamelens rækkevidde, mens jeg igen og igen glemmer at tage kontortøjet af, inden Kamelen kommer tonsende for at sige goddag. Med det resultat, at mørke trøjer og selv cowboybukser syltes ind i lyse hundehår.

Egentlig er Kamelen jo en korthåret type hund, som kun skal børstes lidt en gang i mellem.

I øjeblikket er det så hver dag ...

Det foregår udenfor, hvor jeg, for ikke bare at flytte alle de løse hår fra hund til mig, er iført en lidt for tynd, men mindre modtagelig jakke.

Og så børster jeg mig til varmen. I løbet af nul komma ingen tid har jeg børstet hår nok af til at fore mindst 27 fuglereder. Og at der stadig er pels tilbage på Kamelen, er ikke til at forstå. Desværre tror Kamelen, at hun skal fange og æde de omkringhvirvlende hår-fnulder-bolde, så i stedet for at lade dem flyve er jeg nødt til at putte dem i lommen (og derefter i skraldespanden forstås). Når lommen er fuld, gider hverken Kamelen eller jeg mere og går ind igen.

Et øjeblik senere smider Kamelen sig på det mørke gulvtæppe. Men først skal hun lige ryste sig, og trods børstning står hårene ud til alle sider, og både Donnaen, der lige har stillet støvsugeren ind i skabet, og jeg føler os lidt, som om vi er slået hjem i ludo.

Men bortset fra den slags petitesser, og bortset fra, at jeg forresten har fundet ud af, at jeg også er allergisk over for andet end birk, så er det jo skønt, at det er ved at blive forår.

Send gerne mere.

Hvem? Mig?!
Nej, jeg er sådan en hund, der stort set ikke fælder.
Stort set, altså ...

onsdag den 11. marts 2015

Hestetøseweekend med Linse-indslag


Donnaen er ikke til heste.

Faktisk er hun temmelig allergisk over for dem. Og havde nogen for et par måneder siden fortalt hende, at hun skulle tilbringe en hel dag til hingsteshow i Herning, havde hun nok kigget overbærende på dem og bedt dem tænke om igen.

Men Donnaens ene niece er hestetosset i middelsvær til alvorlig grad. Og hun og en veninde ville frygtelig gerne til hingsteshow. Under normale omstændigheder ville niecens mor, Donnaens storesøster, være nem at lokke, men da hun pt. er indisponeret på grund af kemokur, måtte der findes en anden løsning.

Den anden løsning blev, at Gemalen, der meget heldigt alligevel havde ærinde i Nordsjælland, fiskede de to piger op og fragtede dem til Herning, hvor de så gallashowet fredag aften og derefter blev hentet hjem til os sidst på aftenen.

Selv om pigerne var helt høje af oplevelser, var de også trætte oven på en lang dag, og de og Donnaen blev smidt på hovedet i seng, for de skulle tidligt op næste dag og afsted igen.

Ved morgenbordet blev der snakket heste og hesteshow. Snehvide og de syv små dværge - dværgene var shetlændere (!) - havde været et hit.

Så var der afgang igen. Gemalen kørte pigerne til Herning, før han selv skulle videre til cykelløb (ja, han mente, han var fit igen og sagtens kunne deltage, når han nu havde slugt den sidste pille til sin morgenmad).

Og Donnaen var med. En hel dag i selskab med de søde - og ganske jævnaldrende - piger, ville hun ikke gå glip af, og så måtte hun jo tage hestene med.

De var væk hele dagen og blev hentet hjem igen til aftensmad.

Donnaen var, på trods af allergimedicin, en anelse rødøjet og småsnøftende. Men det var ikke nok til at spolere oplevelsen. Pigerne havde hygget sig. Havde set springkonkurrencer, dressur, hingstekåring og alt muligt andet. De havde besøgt cirka 1000 stande, hvor de hesteinteresserede havde fornøjet sig med at købe både dit og dat (som de så efterfølgende var nødt til at slæbe rundt på), mens Donnaen nøjedes med at sikre sig en gratis hundefoderprøve til Kamelen.

- Og gæt så, hvem vi mødte, forlangte Donnaen fornøjet, mens hun viftede mig om næsen med sin mobil, der tydeligvis indeholdt beviser på mødet i billedform.

- Øh, prinsesse Benedikte, foreslog jeg. Og det var egentlig lidt snyd, for Gemalen havde allerede tidligere på dagen afsløret, at en kronebil med netop prinsesse Benedikte og hendes datter, den dressurdygtige Nathalie, var kørt ind på parkeringspladsen samtidig med, at Gemalen kom med sine prinsesser.

- Nej! næsten råbte Donnaen, og så var hun og veninden ved at trille om af grin. Mens niecen blot rullede lidt med øjnene.

- Så ved jeg det ikke?

- Linse!!

- ??

- Ja, Linse! gentog Donnaen for sin svagtopfattende mor og hev mobilen frem igen. Med et billede af Linse og Donna, et billede af Linse og veninde og til sidst et billede af Linse og både Donnaen og veninden.

- Hun var helt vildt sød, fortsatte Donnaen begejstret, og så fortsatte pigerne i munden på hinanden med at fortælle om at stå i kø i en halv time for at blive foreviget sammen med Linse, og om hvor sød hun havde været, da de endelig nåede frem til hende.

Hvad der havde været den dybere mening med Linse Kesslers deltagelse i et hingsteshow, fandt ingen af os ud af. Men det var også lige meget, for pigerne havde haft en fest, og niecen, der bestemt ikke gad Linse, havde sagten kunnet bruge tiden på at studere endnu flere stande, mens de kendis-tossede stod i kø.

Så blev det søndag, og niecen og veninden blev kørt til færgen i Aarhus, mens Donnaen måtte kaste sig over lektierne.

Og til næste år vil hun gerne med til gallashowet.



Tror nok, at dette billede, som Donnaen sendte hjem,
skal illustrere, at pigerne havde et godt udsyn fra deres pladser.
(Heste kan med lidt god vilje skimtes i baggrunden).

mandag den 9. marts 2015

Hjem til virkeligheden


Og så tog vi hjem.

Jeg havde fået nummeret til shuttlebus-firmaet og med møje og besvær var det lykkedes mig at komme igennem og få booket afhentning. Hotellets wifi virkede upåklageligt, men mobildækningen var mildest talt håbløs. Og den dag, jeg altså skulle ringe for at sikre mig afhentning, var den selvfølgelig endnu ringere. Så jeg endte med at stå helt ude i en vinduesniche i morgenmadsrestauranten på 1. sal, før jeg endelig fik signal.

Afhentningen fejlede derimod ikke noget, og chaufføren stod allerede og ventede, da vi kom ned for at checke ud fem minutter før tid.

Og så skrumplede vi afsted. Det var ikke luksusudgaven, men det gjorde ikke så meget. Der var også en særpræget hørm i bussen. Om det skyldtes, at der lå et stinkdyr gemt under et af sæderne, eller om chaufføren kørte rundt med en italiensk udgave af skærpekød, fandt jeg aldrig ud af. Men det må også have generet chaufføren, for vi kørte med en åben siderude i front, og før vi nåede lufthavnen, var lugten væk og glemt igen.

Vi blev sat af ved den rette terminal og havde god tid til både at finde gaten og slå et smut forbi det toldfri parfumeudsalg. Og vi fløj hjem og så på snedækkede alper og landede i et grågrumset Hamburg, hvor Gemalen stod parat.

Sådan næsten i hvert fald. For vi havde glemt at efterlade et par euro til Gemalen til at parkere for, så da han endelig fandt en p-plads tæt ved udgangen, valgte han at blive der, til vi kom trillende med vores kufferter.

300 kilometer længere mod nord ventede Kamelen og var så overstadig af glæde, da vi dukkede op, at det lige kostede et par blå mærker at blive sagt goddag til.

Og det var så det. Tilbage var kun en masse gode, lagrede oplevelser, billederne og - gys! - kontoudtoget fra banken.

Derefter var der dømt helt almindelig hverdag. Og det gik fint i en hel uge, hvorefter Gemalen blev først meget træt og derefter meget syg. Med feberkramper og vagtlæge og efterfølgende indlæggelse. Med noget så eksotisk som betændelse i en bitestikel! Gemalen vidste ikke engang, at han var udstyret med sådan nogle. Med det ved han så nu ...

Den slags mærkværdigheder kan man ikke tage sig af på det lokale, lille sygehus, så i stedet blev han installeret på nabobyens noget større hospital. Og der lå han så i to døgn med antibiotika i drop og søde sygeplejersker, der tog sig venligt af ham og de andre ældre herrer i nabosengene. Ja, for når man havner på urologisk afdeling, så er gennemsnitsalderen altså pænt over pensionsalderen.

Imens forsøgte vi andre at få logistikken til at fungere, og det var faktisk lidt af en lettelse, at Donnaens dansetimer blev aflyst den ene dag. Ellers havde det været svært også at nå både kamel-luftning og gemal-besøg.

Men nu nåede vi det hele, og Gemalen blev, om ikke rask, så rask nok til at komme hjem.

Hvorefter der også blev tid til at tænke over, at det da var ret heldigt - når det nu skulle være - at han blev syg, efter vi kom hjem. Hvor bøvlet det havde været at skulle arrangere akut-pasning af Kamelen, bryder jeg mig slet ikke om at tænke på.

Så det lader jeg være med.


Romersk trafik og
Vittorio Emanuele-monumentet
i sen eftermiddagssol.

mandag den 2. marts 2015

Colosseum og en romersk parallelparkering


Det er hårdt at være turist!

Efter både Det Sixtinske Kapel og Peterskirken var der derfor behov for at slappe af.

Det gjordes bedst ved en kombination af kaffe til moren og shopping til Donnaen.

Vi zigzaggede gennem byen mod Den Spanske Trappe og fandt frem til de små gader med de gode butikker. Donnaen hyggede sig, og da moren havde fået kaffe nok indenbords til igen at løfte energiniveauet, var hun - altså moren - temmelig medgørlig og kunne holde til både at vente mellem tøjstativerne og svinge plastickortet i ny og næ, når et stykke tekstil faldt i Donnaens smag.

Og sådan gik resten af den dag. Vejret var nu helt og aldeles med os, og det var hyggeligt bare at daske rundt.

Næste dag var ikke programsat, så vi sov lidt længere og hang lidt længere over morgenmaden, inden vi gik de få hundrede meter ned til Colosseum.

Eller vi troede, at der kun var ganske få hundrede meter derhen og følte begge to, at nogen vist havde rykket rundt på lokaliteterne i løbet af natten, da det viste sig, at der var cirka dobbelt så langt. Hvilket stadig ikke var særlig langt, bare længere end vores hukommelse mente. Noget som helt sikkert skyldtes, at vi kørte på segway, da vi første gang var forbi. Det havde været så mageligt, at vi havde undervurderet afstanden fuldstændigt.

Køen undervurderede vi også.

Segway-guiden havde fortalt, at det godt kunne betale sig at gå de få hundrede meter længere frem til Palatinerhøjen og købe sin indgangsbillet dér, hvis køen foran Colosseum var for lang.

Men køen så ikke særlig lang ud, så det gad vi ikke. Og fandt først for sent ud af, at man også stod i kø inde bag murene. I l-a-n-g tid. Imens blev folk med billetter ved med at suse forbi, og jeg ærgrede mig temmelig voldsomt over vores dovenskab. Donnaen tog det mere roligt og pointerede, at vi ikke skulle nå noget, og selvfølgelig lykkedes det jo også til sidst at komme ind.

Indenfor var de mange mennesker hurtigt spredt så meget, at man ikke følte stedet overrendt. Omend den noget overdrevne brug af selfiestænger i de forholdsvis snævre passager ind i mellem var voldsomt irriterende. Det var dog bare en sur detalje, for der var stadigvæk plads nok, de fleste steder, til at stå i solen og kigge. Og falde i staver ved tanken om datidens gladiatorkampe med hujende romere siddende på tribunerne.

Dét syntes jeg ikke var så svært at forestille sig. Sådan da. Til gengæld kan jeg ikke begribe, hvordan det har kunnet lade sig gøre at lukke vand ind og arrangere søslag uden at oversvømme det hele. Ligesom det svært at forestille sig, hvor flot bygningen oprindeligt har været, inden den blev ribbet for marmor og flotte statuer, der kunne bruges andre steder.

Og endelig er det svært at forstå, at det kun er privat initiativ (læs: finansiering), der muliggør den igangværende restaurering af et af verdens mest kendte bygningsværker ...

Efter Colosseum gik vi en tur igennem Forum Romanum (som vores billet også gav adgang til). Men at gå mellem ruinerne, som vi to dage tidligere havde kigget ned på, gjorde ikke den helt store forskel, så vi brugte ikke ret meget tid på netop det. I stedet købte vi en sodavand til ågerpriser hos en gadesælger og satte kursen mod Piazza Venezia og det enorme Vittorio Emanuele-monument, der i sig selv er imponerende alene i kraft af sin størrelse og sin hvidhed.

Det var nu især udsigten fra toppen, der trak. Omme bag på monumentet fører en glaselevator op til en stor tagterrasse, hvorfra der er en fantastisk udsigt over Rom. Til den ene side ser man ned over alle de antikke ruiner, og til den anden side folder hele byen sig ud. Da der ovenikøbet er dejligt mange plancher med angivelse af alle byens høje bygninger, kupler og tårne, kan man bruge uendelig lang tid på finde dem alle sammen. Eller man kan bare stå og betragte myre-mylderet nede på pladsen foran.

Til sidst gad vi dog ikke mere og begav os afsted for at finde et sted at spise frokost. Til vores udelte fornøjelse var det den dag så varmt, at vi kunne sidde udenfor og spise. Eneste malurt i bægeret var, at vi ikke kunne ringe Gemalen op og straks delagtiggøre ham i vores absolutte tilfredshed med tingenes tilstand.

Bagefter lagde vi turen for Campo dè Fiori, men dagen var nu så fremskreden, at pladsens stadeholdere var i fuld gang med at pakke sammen. Derfra ned og gå langs Tibern. Donnaen oplevede her en vaskeægte romerske parkering. Vi nåede lige at sige til hinanden, at den der parallelparkering var altså dømt til at mislykkes, før bilen med et lille bump ramte den bagvedholdende bils nummerplade og kofanger. Med øjne så store som tekopper fulgte Donnaen, hvordan chaufføren kørte lidt frem og tilbage for at komme helt på plads og derefter ganske uanfægtet forlod bilen. Donnaens forargelse var nu på størrelse med et middelstort romersk monument, mens jeg forsøgte at forklare hende, at nu var vi jo altså i Rom, og at der derfor gjaldt lidt andre spilleregler end på en dansk parkeringsplads ...

Således underholdt traskede vi gennem det jødiske kvarter 
tilbage mod hotellet for at pakke det meste af vores habengut sammen, inden vi gik ud for at spise aftensmad. For allerede dagen efter skulle vi atter vende næserne mod det kolde nord.

Udsigten - lidt af den - fra toppen af Vittorio Emanuele.
Peterskirken anes til venstre.