onsdag den 28. februar 2018

Og nu med lys på


Vel nede på jorden igen var vi enige om, at nu var vi både sultne og trætte, så vi satte kurs mod hotellet.

På vejen kunne vi ikke rigtigt finde ud af, om vi skulle spise frokost eller vente, men endte dog med at styre ind i en restaurant i Chinatown. Den viste sig at være temmelig lokal, og der var ikke ret mange andre etniciteter end kinesere. Vi fik hver vores glimrende udgave af en nudelret, og så sad vi ellers der og gumlede, mens vi ønskede os spejle, så vi bedre kunne følge med i, hvad de fik at spise ved nabobordene.

Ved siden af os sad et mindre selskab, som vist allerede havde siddet der et stykke tid. Der stod flere ting på bordet og en stribe tomme ølflasker på gulvet, og de spiste alle sammen af det hele. På et tidspunkt blev der båret et fad ind med en stor, meget grim fisk på. Desværre sad jeg dårligt for at se, hvad det gik ud på, men da Donnaen havde samlet sin underkæbe op, kunne hun berette, at der vistnok kun blev spist af det, der lå uden om. Hvad det så end var ...

Efter frokosten gik vi hjem, tog et bad og smed os på sengene, mens vi planlagde resten af dagen.

Vi ville nemlig ned til Marina Bay igen, da vi mente, at der ville være en form for lysshow ved havnefronten om aftenen.

Fra Bayfront-stationen valgte vi at gå mod uret rundt om havnebassinet.

Ja, det kan man godt, for det er helt lukket af og har egentlig slet ikke nogen reel havnefunktion. Svært at forklare ...

Forbi det spektakulære ArtScience Museum, som vistnok skal ligne en lotusblomst. Det er en ret flot bygning, som desværre drukner lidt ved siden af det kæmpestore Marina Bay Sands hotelkompleks, vi havde set og nydt udsigten fra tidligere på dagen.

Og videre over the Helix Bridge, som er en meget speciel gangbro, der ligger ved siden af to store, mangesporede broer til biler. Broen syner meget let, kurver en smule og er designet i et spiralmønster, der ligner en DNA-model. Man går inde i spiralen, hvor en overdækning skærmer mod sol eller regn. På vejen er der flere små udsigtsplatforme, hvorfra der er den flotteste udsigt ind mod byen og tilbage ud mod Marina Bay Sands.

Vi var nødt til at stoppe ved hver eneste og bruge tid på at glane i alle retninger og tage en masse billeder. Men over kom vi dog og nåede nu til endnu et kuriøst tilfælde af ægte singaporeansk hittepåsomhed. The Float er en flydende football-bane, som oprindelig blev anlagt som en midlertidig erstatning for et stadion et andet sted. Nu er dette andet stadion forlængst ombygget, men The Float har fået lov at blive liggende. Det bruges vist mest til koncerter og alt muligt andet end sport, og netop da vi kom forbi, var man, i forbindelse med det kinesiske nytår, i fuld gang med at opbygge hvad der lignede et omrejsende tivoli i stor størrelse.

Videre forbi nogle - igen - virkeligt særprægede bygninger, der mest af alt mindede om en mellemting mellem rygskjoldet på kæmpebiller og tutten på et sølvfingerbøl ... Og så var vi nået om på indersiden af Marina Bay, til statuen af Merlion, Singapores vartegn. Merlion er løve foroven og fisk forneden og repræsenterer på den måde Singapores oprindelse som fiskerlandsby og det, at Singapore oprindeligt betyder noget i retning af løve-by. Merlion er Singapores svar på Den lille Havfrue og nogenlunde lige så fotograferet, og der var mange mennesker i området, både med og uden selfie-stænger ...

Nu var det tid til aftensmad, og vi havde på forhånd fundet ud af, at der skulle ligge en Starbucks lige ud mod havnefronten lige over for Marina Bay Sands. Den fandt vi, og til vores glæde var der ikke fuldt optaget ved bordene udenfor. Vi bestilte, og Donnaen susede ud og okkuperede et bord i første parket ud mod vandet. Det var stadig lyst, men mens vi spiste, faldt mørket mere og mere på. Der var stadig noget tid, til klokken blev otte, så for fortsat at kunne sidde, hvor vi sad, gik jeg ind og bestilte lidt mere, og så sad vi ellers der og nød den lune aften. Helixbroen var oplyst, og efterhånden kom der også lys på flere andre steder.

Klokken otte startede lysshowet, som centrerede sig om Marina Bay Sands, hvor forskellige dele af komplekset lyste op i skiftende farver. Samtidig stod lysstråler ud i nattehimlen, som fra en overdimensioneret discokugle. Det var virkelig flot, men ikke helt så mega-fantastisk, som det vi havde set i Hong Kong året før. Alligevel var vi overraskede over, at det ikke trak flere mennesker, og at vi ganske ugeneret kunne sætte os ud på en kant foran Starbucks terrasse og nyde synet derfra.

Selv om klokken nu kun var cirka halv ni, var vi godt brugte og fandt mobilen frem, så vi kunne lokalisere den nærmeste station, der blot lå nogle få hundrede meter væk. Derfra til Chinatown og hjem til hotellet. Et stop på vejen i den lokale 7-Eleven efter noget at drikke og så op og på hovedet i seng.



mandag den 26. februar 2018

Sci fi haver og et megastort surfboard


Efter morgenmaden, der desværre ikke var nær så spændende som i Hong Kong, satte vi kursen mod først stationen og siden Gardens by the Bay.

Det var lykkedes mig at smide mit spritnye EZ-card væk. Temmelig idiotisk, men det var da heldigvis ikke mere end knap 60 kroner værd, så tabet var til at overse, og i stedet fik vi så bekræftet, at vi også kunne købe EZ-cards i den lokale 7-Eleven.

På stationen var vi lidt forvirrede over, at der var en metro-linie, der førte direkte til Bayfront uden skift undervejs som på mit udprintede kort. Et par togture og en stor billboard reklame senere gik det op for os, at mit print var fuldstændigt forældet. Der var ikke alene flere metrostationer på nogle af linjerne, men også en helt ny metrolinje, Downtown Line, der slet ikke var på mit kort. Af reklamen fremgik det, at man har så travlt med at udbygge Singapores metronet, at der tilføjes en ny metrostation hver anden måned! Så tror pokker, at mit kort var outdated. Løsningen blev at tage et billede af et metro-kort på en station, og så konsultere det ved de fremtidige udflugter.

Fra Bayfront var det nemt at finde Gardens by the Bay, som er et stort parkområde tæt på havnefronten. Inden man kommer rigtigt ind på området, bruger man dog en masse tid på at vride nakken af led for at kigge på det kolossale hotel-kompleks, Marina Bay Sands, som er et af de mest spektakulære bygningsværker, jeg nogensinde har set. Det består - blandt andet - af tre hotel-tårne, som for oven hænger sammen, idet man har lagt hvad der ligner et kæmpe surfboard hen over alle tre tårne. Bygningen er knap 200 meter høj og kan ses fra store dele af Singapore, hvis man kommer lidt op fra gade-niveau.

Selve Gardens by the Bay er ikke mindre imponerende. Bare på en anden måde. Hovedattraktionen er 18 kæmpestore træer, som ikke er rigtige træer, men kunstige konstruktioner beklædt med planter (og solceller og alskens elektronik, der er med til at gøre en hel masse miljømæssigt smart). De største er 16 etager høje, og mellem nogle af træerne er der konstrueret en gangbro i cirka 20 meters højde, hvorfra der er en fin udsigt over parken og ud over havet. Supertræerne, som de kaldes, er virkelig mærkelige, og man føler sig hensat til Avatar eller et andet science fiction-univers, når man går rundt i mellem dem eller nyder udsigten fra gangbroen. Det sidste skulle vi selvfølgelig prøve, selv om det kostede kassen at gå de sølle 128 meter.

Vel nede igen gik vi over og besøgte det ene af de to væksthuse, som også ligger på området. Det nok mest spændende var lukket, og man skal være mere blomstertosset end os for virkelig at værdsætte blomsterfloret i det andet. Desuden kunne Donnaen på et tidspunkt mærke, at der var flere pollen i luften, end hun brød sig om, så vi var hurtigt ude igen og satte nu kursen på Marina Bay Sands for at finde ud af, hvordan man kom op på surfboardet.

Selvfølgelig startede vi i den forkerte ende af komplekset, men fik så set hele den lange, gennemgående lobby, hvor det ikke kun vrimlede med velhavende hotelgæster, men også mere almindelige turister som os. Vi fandt billetskranken og dernæst elevatoren og susede så de cirka 55 etager op til surfboardet.

Som selvfølgelig ikke er et surforboard, men en kæmpestor tagterrasse, hvoraf størstedelen, som blandt andet indeholder en swimmingpool, er forbeholdt hotellets gæster, men hvor en mindre del (som faktisk er ganske stor, bare mindre end resten) er en udsigtsplatform, hvor også almindelige dødelige som os må komme (når altså vi har betalt det blå for at komme derop).

Herfra er der en super mega kanon fantastisk og helt i gennem formidabel udsigt. Dels ind over byen, med det finansielle centrum med alle højhusene ved havnefronten, dels ned over Gardens by the Bay, hvor vi lige kom fra, og hvor de høje, kunstige træer nu ikke synede af særlig meget. Og endelig var der udsigt ud over havet. Ud over Singapore Strait, hvor man med det blotte øje kunne se hundredevis af skibe. Strædet er et af de mest trafikerede i verden, og kigger man på et kort, og ser, hvordan det forbinder Stillehavet med Det indiske Ocean, forstår man godt hvorfor. Det var totalt fascinerende, og jeg kunne have stået der og gloet endnu, hvis jeg ikke havde haft Donnaen med. Hun har det stramt med højder og delte ikke morens betagelse.

Jo vist var der flot, men ligefrem stå og falde i staver helt henne ved kanten var der ingen grund til, syntes hun.

Super trees med gangbro og det hele.

onsdag den 21. februar 2018

Singapore, here we come


Vi skulle flyve via Paris fra Hamburg, og belært af tidligere erfaringer forlangte jeg g-o-d tid til køreturen til Hamburg. Gemalen rystede lidt på hovedet, men jeg fik min vilje, alt gik glat, og vi blev sat af præcis på det tidspunkt, jeg havde bedt om at være fremme. Og Gemalen måtte indrømme, at den tur tager længere tid, end han troede.

Det var Air France, der havde æren af at transportere os, og allerede på turen til Paris fik vi cementeret vores første fordom; franskmænd er altså bare ikke særligt gode til engelsk, og vi havde faktisk, både her og på de øvrige flyvninger, vores hyr med at forstå pilotens 'engelske' højtaler-beskeder. 


I Paris havde vi god tid til at finde gaten og komme ombord. Og så var det bare at læne sig tilbage og få tiden til at gå. Vi fløj om aftenen, og det gik forbløffende godt med at sove undervejs. Så godt, at det kom som en glædelig overraskelse, at der var under to timer til landing, da vi slog øjnene op til morgenmadsserveringen.

Efter kufferthentning og paskontrol skulle det vise sig, om Fruens hjemmearbejde kunne stå distancen. Vi kunne selvfølgelig have taget en taxi til hotellet, men dels er jeg alt for nærig, dels vil jeg gerne opdrage Donnaen til, at man godt kan klare sig med mindre end VIP-behandling, og endelig ville jeg gerne bevise over for mig selv, at vi godt kunne finde ud af at tage toget.

Det kunne vi godt. Det krævede bare lidt forarbejde. Først skulle der hæves penge. Vi havde satset butikken og var taget afsted uden en klejne i kontanter og kun med kreditkort i forventning om, at der ville være hæveautomater i lufthavnen. Det var der også, og det krævede kun et enkelt forsøg at hæve et rimeligt beløb - som skulle vise sig at holde os med likvider under hele ferien. Dernæst tog. Først et lille shuttletog, der skulle bringe os fra den ene terminal til den anden, hvor det 'rigtige' tog afgik fra. Her købte vi rejsekort, som var præcis lige så easy peasy at bruge som de tilsvarende havde været i Hong Kong og Tokyo.

Vi hoppede på toget, og da det stoppede ved den første overjordiske station, mærkede vi for første gang varmen. (Sikkert 30-32 grader). Det var dejligt, men lige rigeligt da vi stadig var klædt i lange bukser, sweatre og jakker. Jakkerne kom af og dernæst sweatrene, hvilket var nødvendigt, hvis vi skulle undgå hedeslag, men også bøvlet fordi vi så skulle holde styr på flere løsdele. Det lykkedes dog at få det hele med, og da Fruen havde printet et kort over metro-systemet ud hjemmefra, kunne vi også let finde frem til den rette station. Vi havde valget mellem Chinatown og Clarke Quay, men da afstanden fra Chinatown og til hotellet var 50 meter kortere end fra Clarke Quay, valgte vi selvfølgelig den. Det skulle vise sig, at være en fejl, men det fandt vi først ud af et par dage senere. For mens turen fra Clarke Quay til hotellet er hen ad relativt jævne fortove, er den 50 meter kortere tur fra Chinatown en udfordring med flere gangbroer over vejene. Det er lige meget, når man er afsted i meget lidt tøj og uden bagage, men nu var det en tung og sveddryppende fornøjelse.

At vi gik en lille smule rundt om os selv og dermed gjorde turen et par hundrede meter længere, gjorde ikke sagen bedre, og vi var ret kogte, da vi ankom til hotellet. Skønt var det derfor at komme op på værelset og smide både kufferter og det varme tøj og gå en tur under bruseren, inden vi, efter en kort pause på ryggen og et telefonopkald hjem til Gemalen, gik ud for at finde noget aftensmad.

Nu var det en fornøjelse at slentre hen til Chinatown. I mellemtiden var mørket faldet på, og vi så for første gang de kæmpestore, selvlysende hundefigurer, som, ud over cirka en million kulørte lamper, var sat op som pynt i forbindelse med det kinesiske nytår. Hundens år - derfor hundepynt. Vi fandt hurtigt et sted at spise og sad så der og nød både maden, varmen og den summende aktivitet overalt omkring os. 

Skulle nogen være i tvivl, er det
HUNDENS ÅR, der netop et begyndt.

mandag den 19. februar 2018

Dage næsten uden tøj på


Nøj, det har været skønt at være lidt væk fra de daglige skærmydsler!

Knapt så skønt at være tilbage igen ...

Donnaen og jeg har været i Singapore, og vi har både oplevet en masse spændende ting og sager og nydt varmen, der, som forventet, smeltede myoserne og bragte skuldrene ned på plads for en stund. I de fem døgn, vi var i byen, kunne vi nøjes med t-shirts, stumpede bukser og sandaler. Først, da vi stod i lufthavnen på vej tilbage, fandt vi lange bukser, sweatre og jakker frem igen.

Vi har oplevet en sjælden mangfoldighed af folkeslag og religioner og altid følt os trygge i vrimlen af folk.

Seværdigheder var der nok af, og nogle havde virkelig wow-effekt, mens andre ikke helt kunne leve op til forventningerne. De fleste ting forløb som forventet eller planlagt, og nogle gange gik det helt anderledes. Nogle fordomme blev cementeret, mens andre punkterede.

Det mest ærgerlige ved Singapore er egentlig, at det ligger så langt væk, at det tager frygtelig lang tid at komme frem og tilbage. Især tilbage. Fjorten timer i et fly er ret meget, og det var bare turen fra Singapore til Paris. Derefter skulle vi jo også til Hamburg. Plus hjem fra Hamburg i bil. Det er nok lige i overkanten, af hvad jeg kan kapere, og mit gamle korpus er stadig lidt mærket af strabadserne her to dage efter hjemkomsten. Bedre bliver det selvfølgelig ikke af, at her er hundekoldt, og skuldrene med det samme returnerede til lige under ørerne.

Men pyt, om et par dage bliver jeg nok mig selv igen og holder op med at vågne klokken halv fire, og så er der kun de gode oplevelser tilbage på hard-discen.


Merlion, Singapores vartegn.

fredag den 9. februar 2018

Tæt på ækvator


Nu trækker vi os op ved fletningerne og tager på vinterferie.

Det vil sige, dem uden fletninger tager ingen steder, men Donnaen og jeg forlader de hjemlige gebrækkeligheder og søger ned, hvor der er så varmt, at både myoser og bekymringer forhåbentlig vil smelte væk.

Og når vi kommer hjem, har vi sikkert - det håber jeg da - oplevet så meget, at der kan blive til et indlæg eller fem.

Ha' det godt så længe.


fredag den 2. februar 2018

På r*ven


Tak for jeres søde kommentarer.

Vi er her endnu.

Men det holder hårdt. Vi kæmper en daglig kamp, og det føles ind i mellem som en guerillakrig, der kæmpes fra hus til hus, og hvor der om det næste hjørne kan dukke nye fjender forhindringer op. Et par gange, hvor vi troede, at nu kunne det ikke blive værre, kom der lige et lille drys ekstra salt i såret fra en ny og uventet kant. Med deraffølgende syndfloder af tårer og akut behov for ekstra mange kram til alle.

Vi søger efter hjælp og løsninger, men er indtil videre ikke nået i mål med hverken det ene eller det andet.

Der er nogle mulige løsninger på lang sigt, men dem der skal holde r*ven oppe på os her og nu har vi stadig ikke styr på.

Og nu, hvor vi snakker om r*v, gled jeg, da jeg luftede Kamelen i forgårs, og røg - meget symbolsk - noget så inderligt på r*ven, så jeg her to dage efter stadig er voldsomt øm bag i.

Sådan er der så meget.